Endelig

Endelig! I weekendavisen kan man læse, at en gruppe danske muslimer inspireret af Naser Khader, vil skabe et netværk, der skal søge at skabe et mere billede af danske muslimer end det der typisk gengives i danske medier. Altså et opgør med Abu Laban, Wahid Petersen og alle de andre kvart, halv eller hel fundamentalister, som normalt får lov til at tegne danske muslimer i offentligheden. Der er et skrigende behov for sådanne initiativer i Europa, og det bliver forhåbentligt et godt eksempel på hvorledes nogle få menneskers initiativ kan føre positive forandringer med sig.

Det er interessant at notere sig at initiativet er blevet forbigået i tavshed på Uriasposten, Filtrat og Minut. Det gør det jo unægtelig lidt svært at tage den daglige forargelse disse blogs (nogle gange med rette) udgyder over ensidigheden af mediernes dækning af Islam og udlændingepolitikken alvorligt.

To politikere ved navn Khan

I forlængelse af mit debatindlæg i JP og debatten på Punditokraterne om konsekvenserne af indvandring i hhv USA og Europa er følgende lille historie meget betegnende. I Danmark har vi en muslimsk indvandrerpolitiker ved Navn Wallaith Khan. Udover at være særdeles illoyal har han tillige givet udtryk for sympati overfor ekstremistiske muslimske organisationer.

I U.S.A. har man også en muslimsk politiker ved navn (Arif) Khan. Khan er rent faktisk det Libertarianske partis kandidat til senator for Wisconsin. Khans politiske budskaber kan læses ud af følgende interview:

“It is time to reign the government back within the confines of the
Constitution,”
Although public funds are available for candidates, Khan has
refused to make use of them, something that both major-party candidates have
readily done. He emphasizes the grass-roots element of his campaign, in
contrast to those of his opponents. “One of the things that we are trying
to do is to not be like everyone else,” Khan says. “We are not going to
pander to special interests or be beholden to anyone who gave us money.”
Khan believes that the government is too large, and thinks that America
needs to look inward, rather than outward, in order to get back to what the
writers of the Constitution had intended. “It takes 67 percent of the
national budget just to run the government, its so big” he says. “This is
why the deficit is so high.”

He cites the removal of U.S. troops from stations abroad as his first
order of business, should he be elected. “I would foster cordial
relationships with other countries, not tangling alliances,” he says of his
foreign policy. “We are not responsible for the rest of the world.
My allegiance is to defend the United States, not to police other
countries.”
Khan also emphasizes his desire to repeal the PATRIOT Act, a law
that he views as “totally unconstitutional.” Furthermore, he would improve
education in the country, noting that the United States has fallen to 29th in
the world ranking in science among students, from first in the 1960’s, and that
young people’s command of language has decreased as well. “[Students]
don’t know the difference between verbs and adverbs,” Khan says.

Khan offers voters an option of change from what he sees as a trend of
war and deficit spending.
“They are going to continue to tax us more and pass
unconstitutional laws,” Khan says. “If this is what you want, vote for my
opponents.”

I modsætning til Wallaith Khan har Arif Khan ikke brug for to tunger, en til sit pakistanske bagland og en til den brede offentlighed. Her kan læses om et møde mellem Khan og muslimske forretningsfolk i Wisconsin, hvor af det bla. fremgår, at:

“The members of the Muslim Professional Association, who have yet to endorse a
candidate for U.S. senator or president, enjoyed hearing from the Libertarian
candidates.
"I just recently became a U.S. citizen and I can't wait to make
my first vote Libertarian," said Umar Akram, a college student whose family
moved from Pakistan to the United States in 1997.
Akram was one of the more
than 25 attendees who requested more information regarding the Libertarian Party
and its candidates.
Libertarian National Committee member Jeremy Keil said he
was amazed at the excitement the Libertarian candidates generated.
"The
Muslim professionals I spoke with have a deep love for this country and a deep
love of freedom," he said. "But they want their voice heard. They were excited
that the Libertarians are reaching out to their community and feel that we may
become their voice in politics.
"If we as a party can help empower the Muslim
community through the political process, we can build a foundation for reaching
out to other constituencies, such as small business owners, that are politically
active and believe in Libertarian ideals."
Richard Campagna said he was
delighted to spend the afternoon campaigning with Khan.
"As a Muslim small
businessman, Arif Khan knows that government is often at odds with both Muslims
and small business owners," he said. "His campaign for Senate will reach out to
these constituencies and be their voice in the political arena. I look forward
to more campaign trips to Wisconsin as we reach out to communities that agree
with the Libertarian Party and are willing to help build a party that will
empower them."
The Libertarian Party could be Muslim Americans' ticket to
changing the way they are viewed in America, Khan said.
"It is incumbent upon
all Muslims to dispel the myth that we are all terrorists and war mongers and
butchers as portrayed by the media," he said. "I think the only party capable of
doing that is the Libertarian Party, since we are the only ones actually willing
to listen and pay attention and then do the sensible thing."

I det muslimske miljø er der således ikke bare opbakning til U.S.As grundlæggende værdier om individual frihed, hersker der tilsyneladende også en følelse af, at hver enkelt muslim har ansvar for at lægge afstand til fundamentalisme og tyranni. Holdninger der desværre står i grel kontrast til den indadvendthed og offermentalitet der præger mange europæiske muslimer.
Mon ikke situationen i Europa ville være sammenlignelig hvis vi gik mere op i frihed end tryghed?

Frankrig II

Jeg har et længere læserbrev i dagens JP omhandlende situationen i Frankrig. Det skal tilføjes at overskriften er valgt af JP ikke af mig.

Frankrig

Optøjerne i Frankrig har givet anledning til mange skriverier om årsagerne dertil. Venstrefløjen ser dem typisk som udtryk for et mere eller mindre racistisk Frankrig, hvorfor løsningen må være mere målrettet offentligstøtte til de misforståede unge. For de kulturkonservative er optøjerne derimod bekræftelsen på, at indvandring, især fra muslimske lande, uundgåeligt medfører konflikt og samfundets sammenbrud (visse er endda gået så langt at sammenligne optøjerne med en intifada).

Ikke overraskende er det i (klassisk) liberale medier såsom Wall Street Journal og the Economist, at de mere nøgterne og velargumenterede forsøg på forklaringer findes. Forklaringer som især venstrefløjens men også de kulturkonservative givetvis vil have svært ved at gendrive.

I Wall Street Journals leder af i fredags kaldet ”How to create a Muslim underclass” hedder det bl.a.:

The first thing that needs illuminating is that, while the overwhelming majority
of rioters are Muslim, it is premature at best to describe the rioting as an
"intifada" or some other term denoting religiously or culturally inspired
violence. And it is flat-out wrong to claim that the rioting is a consequence of
liberal immigration policies.
Consider the contrast with the U.S. Between
1978 and 2002, the percentage of foreign-born Americans nearly doubled, to 12%
from 6.2%. At the same time, the five-year average unemployment rate declined to
5.1% from 7.3%. Among immigrants, median family incomes rose by roughly $10,000
for every 10 years they remained in the country.
These statistics hold
across immigrant groups, including ones that U.S. nativist groups claim are
"unassimilable." Take Muslims, some two million of whom live in America.
According to a 2004 survey by Zogby International, two-thirds are immigrants,
59% have a college education and the overwhelming majority are middle-class,
with one in three having annual incomes of more than $75,000. Their
intermarriage rate is 21%, nearly identical to that of other religious groups.
It's true that France's Muslim population--some five million out of a total
of 60 million--is much larger than America's. They also generally arrived in
France much poorer. But the significant difference between U.S. and French
Muslims is that the former inhabit a country of economic opportunity and social
mobility, which generally has led to their successful assimilation into the
mainstream of American life. This has been the case despite the best efforts of
multiculturalists on the right and left to extol fixed racial, ethnic and
religious identities at the expense of the traditionally adaptive, supple
American one.
In France, the opposite applies. Mass Muslim migration to
France began in the 1960s, a period of very low unemployment and industrial
labor shortages. Today, French unemployment is close to 10%, or double the U.S.
rate. Unlike in the U.S., French culture eschews multiculturalism and puts a
heavy premium on the concept of "Frenchness." Yet that hasn't provided much
cushion for increasingly impoverished and thus estranged Muslim communities,
which tend to be segregated into isolated and generally unpoliced suburban
cities called banlieues. There, youth unemployment runs to 40%, and crime, drug
addiction and hooliganism are endemic.
This is not to say that Muslim
cultural practices are irrelevant. For Muslim women especially, the misery of
the banlieues is compounded by a culture of female submission, often violently
enforced. Nor should anyone rule out the possibility that Islamic radicals will
exploit the mayhem for their own ends. But whatever else might be said about the
Muslim attributes of the French rioters, the fact is that the pathologies of the
banlieues are similar to those of inner cities everywhere. What France suffers
from, fundamentally, is neither a "Muslim problem" nor an "immigration problem."
It is an underclass problem.
French Prime Minister Dominique de Villepin
almost put his finger on the problem when he promised to introduce legislation
to ease the economic plight of the banlieues. But aside from the useful
suggestion of "enterprise zones," most of the legislation smacked of
big-government solutions: community centers, training programs and so on.
The larger problem for the prime minister is that France's underclass is a
consequence of the structure of the French economy, in which the state accounts
for nearly half of gross domestic product and roughly a quarter of employment.
French workers, both in the public and private sectors, enjoy GM-like benefits
in pensions, early retirement, working hours and vacations, sick- and maternity
leave, and job security--all of which is militantly enforced by strike-happy
labor unions. The predictable result is that there is little job turnover and
little net new job creation. Leave aside the debilitating effects of
unemployment insurance and welfare on the underclass: Who would employ them if
they actually sought work?

Og løsningen:

For France, the good news is that these problems can be solved, principally be
deregulating labor markets, reducing taxes, reforming the pension system and
breaking the stranglehold of unions on economic life. The bad news is the
entrenched cultural resistance to those solutions--not on the part of angry
Muslim youth, but from the employed half of French society that refuses to
relinquish their subsidized existences for the sake of the "solidarity" they
profess to hold dear. So far, most attempts at reform have failed, mainly due to
a combination of union militancy and political timidity.

The Economist skriver:

A much greater contributor than Islam to the
malaise in the suburbs is the lack of jobs. Mr Chirac promised in 1995 that
unemployment would be his top priority, an assertion repeated ten years on by
his new prime minister, Dominique de Villepin, when he took office last May. It
is here, not in esoteric disputes over different models of assimilation,
integration or multiculturalism, that the biggest differences between France and
countries such as America and Britain are to be found (see article).
Over the past decade the British and American economies have generated
impressive growth and plenty of new jobs; the French economy has failed on both
counts.
Why? The main answer is that the French labour market is throttled by
restrictions such as the 35-hour week, a high minimum wage, and tough hiring and
firing rules. Yet even after a decade in office, the supposedly centre-right Mr
Chirac has made little effort to relax these restrictions. The few measures that
his government has cautiously put in place to open up the labour market have
served mainly to entrench a two-tier system, in which insiders continue to
benefit from job and wage protections that are denied to outsiders. Rather than
tackle the fundamental causes of France's high unemployment, Mr Chirac has
recently taken to railing against the evils of Anglo-Saxon market economics and
liberalism (which he has termed the new communism).
It is, of course, the
outsiders, especially the young, unskilled and ill-educated who come
disproportionately from ethnic minorities, who pay the price—and it is these
people who have led the riots. Not only do they feel economically and socially
ostracised; they also see a political elite that appears aloof and detached from
the troubles of their daily life. No wonder so many are affronted by the
language of Nicolas Sarkozy, the interior minister, who dubbed the rioters
“scum” and has promised to expel any foreigners among them.

Disse faktorer fratager naturligvis ikke de enkelte deltager i optøjerne for deres personlige ansvar for deres kriminelle handlinger, som efter min mening bør straffes i videst muligt omfang. Men de data som artiklerne, især WSJ’s, henviser til demonstrerer, at indvandring af lavtuddannet arbejdskraft selv fra ”kulturfremmede” lande kan skabe dynamik og medføre velstand ikke bare for indvandrerne selv men også for modtagerlandet. Hvor det således, bør være udenfor diskussion, at en velfærdsstat og masseindvandring er uforlignelige størrelser (hvorfor jeg anser det som sandsynligt at scenerne fra Paris vil udspille sig i Danmark), kan det samtidig konstateres, at de kulturkonservative ikke har ret i, at ”multikulturalisme” og (betydelig) indvandring automatisk medfører samfundets undergang. Undergangen risikerer kun at indtræde såfremt samfundet er ”socialt” eller ”solidarisk” indrettet såsom i Frankrig og i nogen ringere grad Danmark. Sådanne konklusioner er nok værd at medtage i fremtidige diskussioner om indvandring her i landet hvor debatten primært synes at stå mellem venstrefløjen som prædiker ”åbne grænser og åbne kasser” og de kulturkonservative der bare prædiker lukkede grænser.

Mere ytringsfrihed

En række danske muslimer, nu også støttet af 11 amabassadører fra muslimske lande, har klaget over afbildningen af Muhammad i JP. Jeg er ikke i tvivl om at JP ønskede at provokere og græder tørre tårer over de trusler de har modtaget (vist nok fra en 17 årig skarnsknægt), hvorfor JPs forargelse forargelse forekommer mig noget hul. Men JP skal naturligvis have lov til at provokere og fremme deres islamskeptiske synspunkter, det skal hverken den danske stat eller andre stater blande sig i.

I Italien er Silvio Berlusconi nu blevet sur over, at nogle komikere har gjort grin, ikke med Muhammad, men med Berlusconi selv som Politiken kan berette. Berlusconi har før vist sig parat til at fjerne kritiske røster i medierne med en særdeles ucharmerende form for magtmisbrug. Dene form for statslig indskrænkning af ytringsfriheden er i mine øjne langt mere alvorlig og bekymrende end en fanatisk minoritet, der føler sig gået for nær. Minoriter har ikke politisk magt og det ville være synd at sige, at fatwaen mod Salman Rushdie og mordet på Theo Van Gogh har kvalt debatten om Islam i Europa. Staten derimod kan sætte hele sit tvangsapparat ind bag dens forbud, endog med loven i hånd. Hermed kvæles den frie debat først rigtigt effektivt og staten står derefter fri til at foretage sig hvad den vil uden at kunne kritiseres derfor.

Frevert II

Ovenpå Louise Freverts (eller hendes rådgivers) udtalelser om muslimer på Freverts hjemmeside og i hendes bog har en række caféer besluttet at aflyse debatmøder, hvor Frevert ellers skulle deltage.

Det har fået JP til at skrive en leder, hvori det bl.a. lyder:

Ytringsfriheden burde dog af principielle årsager ikke være begrænset i den
anledning, men efter gældende lov er det i dag i retten, at der trækkes grænser
for, hvad man kan tillade sig af grove og racistiske udtalelser, når forløbet er
klarlagt.
Således er det i ytringsfrihedens navn yderst betænkeligt, at
Louise Frevert nægtes adgang til et valgmøde med andre politikere på restaurant
Hatoba i København af stedets ejer, og at en caféejer i Vanløse overvejer at
gøre noget lignende.
Det er en god demokratisk spilleregel at lytte til
folks holdninger og opponere mod dem, hvis man ikke kan lide dem. Ved at
frakende Louise Frevert retten til at ytre sig dømmes hun også på forhånd, men
det er alene domstolenes opgave at dømme, hvis loven er overtrådt

Jeg kan ikke dele JPs konklusion. De omtalte caféer er privatejede og hvis den private ejendomsret skal have mening må man have lov til at bestemme, at folk som man ikke bryder sig om ikke kan få adgang til ens ejendom. Jeg må således respektere, at Jonny Hansen alene på grund af min hudfarve ikke vil tillade mig ind bag hans flotte rækværk i Greve. Kun hvis en eller flere borgere anvendte vold, eller en overhængende trussel derom, for at stoppe Freverts udtalelser bør staten skride ind og beskytte Frevert.

Hvorvidt caféerne er berettigede til at udelukke Frevert må derfor afgøres udfra hvad der er aftalt parterne imellem (hvis en sådan er indgået). Såfremt det fremgår af aftalen, at den kan ophæves hvis en af de deltagende fremkommer med udtalelser eller udviser adfærd der kan skade caféens omdømme er ophævelsen i orden. En sådan formodning kan måske også indfortolkes som en stiltiende forudsætning for aftalen. Dog kan man mod dette synspunkt indvende, at caféen må eller burde have været vidende om Freverts synspunkter, idet de jo fremgik af både bog og internetside før aftalens indgåelse.

Anders Fogh Rasmussen

Jeg har først lige fået læst Anders Fogh Rasmussens famøse bog ”Fra socialstat til minimalstat en liberal strategi” som kan findes online her. Jeg må sige, at bogen efterlod mig rystet af to grunde. For det første var det ikke klart gået op for mig, at AFR var rettighedsliberalist (jeg troede faktisk at han var nytteværdisliberalist) og hvor kompromisløst men samtidigt velargumentet et forsvar for naturlige rettigheder bogen er. Det er en fantastisk vision AFR præsenterer sin læser for. At han turde skrive bogen på et tidspunkt, hvor han var en prominent politiker og tidligere minister med store ambitioner gør ikke hans præstation mindre. Der er mange passager i bogen der fortjener gengivelse følgende er blot et udpluk:

Meningen med menneskelivet er altså at stræbe efter det gode liv. Der er en
fordring til os om at realisere os selv som eksisterende.

For at
kunne leve op til denne fordring må det enkelte menneske naturnødvendigt være
sikret nogle rettigheder, der beskytter muligheden for at stræbe efter det gode
liv. Helt fundamentalt må mennesket være sikret retten til sit eget liv. Hvis
ikke vi har retten til vort eget liv, kan vi ikke udføre det, der er hvert
menneskes opgave: At tænke og handle i overensstemmelse med vor fornuft for at
nå det gode liv. Alternativet til at mennesket ejer sit eget liv er absurd: Hvis
alle ejer hinanden, er menneskeligt liv umuligt, fordi ingen så ville kunne
handle uden godkendelse fra alle andre. Retten til liv følger således af, at
mennesket tilhører sig selv og ingen andre.

For at kunne stræbe
efter det gode liv må mennesket foruden retten til liv også være sikret frihed
til at foretage de handlinger og valg, som giver det gode liv indhold. Retten
til frihed følger således af, at det enkelte menneske har en naturlig ret til
selvbestemmelse for at beskytte muligheden for at stræbe efter det gode liv.
Frihed er fravær af tvang. Derfor er det som udgangspunkt amoralsk og
forbryderisk at tvinge et menneske mod dets vilje. Retten til frihed kan
fundamentalt set begrundes i selvejerskabet: Når mennesket har retten til sit
eget liv, så må ingen forhindre det enkelte menneske i at bruge sit liv.

Vi kan i virkeligheden sige, at den grundlæggende rettighed er
ejendomsretten til sin egen person. For det er selvejerskabet, som avler retten
til livet, retten til at være fri for tvang og retten til personlig ejendom.

Retten til liv, frihed og ejendom er en så fundamental
forudsætning for, at mennesket kan leve som menneske, at vi kan kalde de tre
rettigheder for naturlige rettigheder. De er naturlige rettigheder, fordi de
følger af menneskets natur. De naturlige rettigheder gælder for ethvert menneske
alene i kraft af at være menneske, de eksisterer uafhængigt af konventioner og
aftaler, de er absolutte og ukrænkelige.

De naturlige rettigheder
er frihedsrettigheder. De er karakteriseret ved at forpligte andre til at
afholde sig fra noget: Andre har pligt til ikke at tvinge mig mod min vilje. De
naturlige rettigheder kan kun krænkes ved aktiv handlen, ikke ved at afstå fra
handlen. Endelig har de naturlige rettigheder den egenskab, at alles ret kan
opfyldes samtidigt. Den enes ret krænker ikke den andens ret.

Frihedsrettigheder står således i modsætning til subjektive
rettigheder. Subjektive rettigheder er skabt og vedtaget af mennesker. De er
karakteriseret ved at forpligte andre til at gøre noget: Andre har pligt til at
sørge for arbejde, bolig, uddannelse og underhold i det hele taget til mig,
fordi jeg har ret til disse goder. De subjektive rettigheder kan altså krænkes
ved at afstå fra handlen, ved at undlade at opfylde den enkeltes ret til
forskellige goder. Subjektive rettigheder kan ikke altid opfyldes samtidig.
Tværtimod vil opfyldelse af den enes krav ofte kunne udelukke opfyldelse af den
andens krav.

Kort sagt: subjektive rettigheder kan kun opfyldes
gennem tvang, fordi de kræver en aktiv indsats fra et andet menneske. Subjektive
rettigheder er således ikke i overensstemmelse med kravet om, at mennesket skal
tage ansvaret for sit eget liv.

Retten til liv betyder, at jeg har
ret til at leve mit liv ved egen indsats. Det indebærer ikke, at andre har pligt
til at forsyne mig med livsfornødenheder. Retten til ejendom betyder, at jeg har
ret til at iværksætte de handlinger, som er nødvendige for at indtjene ejendom
og for at bruge den. Den indebærer ikke, at andre skal forsyne mig med ejendom.
Retten til ytringsfrihed betyder, at jeg har ret til at udtrykke mine ideer uden
frygt for undertrykkelse og strafaktioner fra myndighederne. Den indebærer ikke,
at andre skal forære mig en foredragssal, en radiostation eller en avis, som jeg
kan bruge til at udbrede mine synspunkter.

Men bogen efterlod mig også rystet fordi AFR med sin nuværende politik og nylige udtalelser om lighed enten er en hykler eller i den grad må have skiftet grundlæggende moralsk ståsted på mindre end 9 år. Lad mig slutte med et par citater der vel nærmest kan beskrives som sørgelige selvopfyldende profetier fra AFRs side:

Socialstatens opbygning er i størstedelen af de knap 50 år siden Anden
Verdenskrigs afslutning blevet ledet af socialdemokratiske regeringer. Frem til
1982 formåede de få borgerligt-liberale regeringer kun periodevis at foretage
helt ubetydelige korrektioner af socialstatens kurs. Enten på grund af svag
parlamentarisk styrke eller som følge af mangelfuld ideologisk
bevidsthed.

Det hidtil mest ambitiøse forsøg på et opgør med
socialstaten blev præsteret af de skiftende borgerligt-liberale regeringer fra
1982 til 1992. Men selv i løbet af disse ti år lykkedes det ikke fundamentalt at
ændre trenden. Det lykkedes at foretage en økonomisk genopretning med vendingen
af et stort underskud på betalingsbalancen til et stort overskud som det mest
markante resultat. På den kulturelle front var hovedresultatet, at det statslige
mediemonopol på radio og tv blev brudt. Der blev taget tilløb til
afbureaukratisering, privatisering og modernisering af den offentlige sektor -
men i 1992 var socialstaten alligevel større og mægtigere end i 1982. I løbet af
de ti år var endnu flere danskere blevet afhængige af de offentlige kasser.

Der er flere gode forklaringer på, at selv ti års borgerligliberal
regeringsindsats ikke var nok til grundlæggende at ændre kursen. For det første
havde de skiftende regeringer på intet tidspunkt flertal alene, men var
afhængige af forlig med andre partier. For det andet havde regeringerne i det
meste af perioden deltagelse af de såkaldte midterpartier, som ikke nærede noget
ønske om et fundamentalt opgør med socialstatens idegrundlag. Men for det tredje
og væsentligste, så lå der i selve socialstatens mekanisme en blokering for
forandring, som selv stærkere regeringer ville have svært ved at overvinde. Helt
fundamentalt gælder det, at når over halvdelen af vælgerkorpset er afhængig af
de offentlige kasser, så påvirker det hele tænkemåden i et samfund - langt ind i
de dele af befolkningen, som ellers politisk opfatter sig som borgerlige eller
liberale. Kollektivister findes i alle partier.

Frevert

Det kan nok ikke have undgået nogens opmærksomhed, at Louise Frevert på sin hjemmeside har haft en artikel om muslimer der i sit indhold minder om noget Goebbels kunne have skrevet om jøder eller Stalin kunne have skrevet om "kulakker" (det er dog muligvis Freverts webmaster Ebbe Talleruphuus, der har skrevet artiklen). Blandt de mange udfald kan man bl.a. læse nedenstående:

”De nævnte unge må vi anse for at være krigsmodstandere, og ikke blot forstyrrede unge danske drenge med muslimsk baggrund, og krigsmodstandere må man fange og uskadeliggøre. Vore love forbyder os at dræbe vore modstandere officielt, så vi har kun den mulighed at fylde vore fængsler med disse kriminelle. Det er en uhyre kostbar løsning, og da de aldrig vil angre deres gerninger, vil de hurtigt sætte sig på fængslerne, på samme måde, som rockerne gør det i dag. Vi må nok tænke i andre baner, og f.eks. modtage et russisk tilbud om at opbevare småslynglerne i russiske fængsler for kr. 25 pr. dag - det er langt billigere, og deres muligheder for at påvirke deres omverden bliver elimineret. Selv denne løsning er dog rimelig kortsigtet, for når de vender hjem igen, er de blot endnu mere opsatte på at dræbe danskere.”

Frevert er efterfølgende blevet politianmeldt for overtrædelse af straffelovens §266b (racismeparagraffen). Der er nok ikke tvivl om, at denne bestemmelse er overtrådt, og at Frevert (eller Talleruphuus) vil blive dømt. Jeg er dog selv af den holdning at enhver borger har ret til at ytre sig som man vil og udtalelserne demonstrerer jo fint, at fundamentalisme ikke kun findes i muslimske kredse men også trives blandt helt almindelige danskere (hvis nogen skulle have været i tvivl).

Hvad jeg dog finder endnu mere interessant, er reaktionen fra Islam kritikere som Søren Krarup, Helle Merete Brix og Lars Hedegaard der alle udtaler sig i Berlingske. Førstnævnte kalder indholdet på Freverts hjemmeside uacceptabelt men udtaler, at

»Men de udspringer af den desperation, som danskere føler, når videnskabsfolk fortæller dem, at de kommer i mindretal i deres eget land i løbet af dette århundrede«.

Lars Hedegaard supplerer:

»Der er en grundlæggende utilfredshed med, at man lader stå til overfor opbygningen af muslimske parallelsamfund. Der er en fortvivlelse og mismod overfor integrationspolitikken, og dét skaber baggrund for ekstreme forslag,«

Mens Helle Merete Brix slutter af med:

»Hendes sammenligning mellem muslimer og kræftceller er ubehagelig. Men når det gælder udtalelsen om voldtægt, så er der en sammenhæng mellem det kvindesyn, der prædikes i nogle moskeer, og til opfattelsen af danske kvinder. Og jeg er enig i, at der fra religiøse prædikanter og imamer foregår et erobringsforsøg, man kan kalde for en krig«.


Hvor er det lige, at de ovennævnte personers udtalelser adskiller sig fra de mange muslimske imamer og organisationer som i kølvandet på terrorangreb eller andet udslag af fundamentalisme tager afstand fra sådanne handlinger men altid med en henvisning til at Israels adfærd i Palæstina, USAs krig i Irak og/eller Islamofobi i Vesten skaber grobunden for terror og fundamentalisme?

Lige såvel som man bør kunne forvente at de fleste muslimer tager ukvalificeret afstand fra terror og fundamentalisme udført i Islams navn bør man kunne forvente, at danske politikere og intellektuelle tager ukvalificeret afstand fra rabiate og menneskefjendtlige forslag som Freverts fremsat i ”danskhedens” navn. Ekstremisme er ekstremisme og hverken kan eller skal gradbøjes efter ideologisk forgodtbefindende.

Corporate Social Responsibility

Reason har en interessant diskussion mellem Milton Friedman, John Mackey Adm.dir. i Whole Foods og T.J. Rodgers adm. dir. i Cypress Semi Conductors. Økonomiprofessoren og de to direktører debatterer "Corporate Social Responsibility" (CSR) altså hvorvidt selskaber (især de multinationale af slagsen) skaber mest gavn ved udelukkende at koncentrere sig om bundlinjen eller om de også bør udvide deres aktiviteter til at inkludere velgørenhed, bekæmpe diskrimination etc. Det kommer nok ikke som en overraskelse, at Milton Friedman ikke er positivt stemt overfor CSR omend Rodgers går endu hårdere til den mens Mackey (der opfatter sig selv som libertarianer) er fortaler for (frivillig) CSR. CSR er iøvrigt blevet omfavnet af menneskerettighedsbevægelsen som i flere år kraftigt har arbejdet på at multinationale selskaber skal underlægges menneskerettighedsforpligtelser i internationale traktater. En håbløs tanke der sandsynligvis ville medføre en forringelse fremfor en forbedring af levestandarden for de fattigste mennesker på denne jord.

Fagforeninger og Tvang

Byggefagenes Samvirke har besluttet sig for at indlede blokade mod en lille byggeplads på Amager, hvor fire polakker indretter ejerlejligheder. At dansk ret tillader sådanne faglige kampskridt er uforståeligt. Situationen er jo den, at en bygherre lovligt (formoder jeg) har indgået en aftale med de omhandlede polakker til den pris og de betingelser disse parter nu har kunnet blive enige om. Som en trold af en æske dukker byggefagenes samvirke så op og beslutter, at man ikke kan acceptere bygherren og håndværkernes frit indgåede aftale. Oven i købet bruger fagforeninger som Byggefagenes Samvirke særdeles usympatiske metoder til at opspore byggepladser med sådanne aftaler.

Havde det været en forhandler af tv-apparater der ikke kunne acceptere, at en konkurrent importerede billige tv-sæt hjem fra Kina havde samfundets besked til konkurrenten været at så må du konkurrere på pris eller kvalitet. Havde den forsmåede tv-forhandler med magt prøvet at stoppe de glade kunders køb og med magt prøvet at tvinge dem til at købe de dyrere tv-sæt var han blevet stoppet i sit foretagende og blevet belært om at vi i Danmark har aftalefrihed og at ingen kan tvinges til at indgå aftaler imod deres vilje. Byggefagenes samvirke kan derimod helt lovligt udøve tvang med henblik på at få arbejdsgivere til at indgå aftaler på de vilkår fagforeningerne finder gunstige. Aftalefriheden er altså i høj grad illusorisk i den kollektive arbejdsret. Vores politikere synes åbenbart, at det er rimeligt at danske borgere skal betale unaturligt høje priser for håndværksarbejde og byggeri mens det er helt i orden, at vi køber elektronik, tøj, mad etc. til billige penge fordi vi tillader importører heraf, at udnytte deres aftalefrihed til at indgå handler med billige udenlandske producenter og samtidigt ikke tillader danske producenter at stoppe sådanne tiltag med magt og tvang. At den ene situation skulle adskille sig markant fra den anden er svært at se og vidner om den desværre ofte arbitrære retstilstand her i kongeriget.

Dansk Byggeri og den Personlige Frihed

Til dem der måtte mene, at økonomisk og personlig frihed kan holdes strengt adskilt er det værd at tage notits af seneste nyt i byggebranchen.

Dansk Byggeri har nemlig meldt ud, at man som led i kampen mod sort arbejde gerne ser embedsmænd foretage razziaer i villa- og parcelhus kvarterer således, at det omfattende sorte arbejde foretaget af håndværkere kan kommes til livs.
Tanken om razziaer i ganske almindelige danske hjem er sjældent usmagelig og demonstrerer, at indgreb mod den økonomiske frihed ofte eroderer den personlige frihed in casu retten til respekt for boligen og privatlivet samt vel også den private ejendomsret.

Mon ikke Dansk Byggeri ville varetage deres medlemmers interesser bedre såfremt man f.eks. arbejdede for en skattesænkning så der var et incitament til at arbejde "hvidt" og så flere danske familier kunne få råd til at betale håndværkeres "hvide regninger? Eller hvad med en liberalisering af reglerne på lejeområdet så det rent faktisk kunne betale sig at bygge lejeboliger til en billig penge og ikke kun moderne ejerlejlighedskomplekser til velhavende unge profesionelle i København?

Økonomiske og Sociale Retigheder

Jeg har idag en artikel i Ræson om FNs menneskerettighedspolitik særligt med henblik på Økonomiske og Sociale Rettigheder. Artiklen udgør (i forkortet form) også dagens kronik i Information (dagens Information er værd at købe alene for redkationens billedvalg og den tekst de har vedhæftet, der ikke lader nogen være i tvivl om hvad man mener om indholdet af min kronik, men al ære og respekt til Information for at bringe en kronik som i den grad går i mod den redaktionelle linje).

Jeg har kæmpet med at få skrevet artiklen siden jeg for 2 år siden som studerende i Venedig på "the European Master of Human Rights and Democratization" på første parket oplevede hvor mangelfuld og ideologisk ensrettet forskning og formidling indenfor menneskerettighedsområdet er.

Blandede Bolcher fra Regeringen

I fredagens Berlingske tidende kunne læse, at Lene Espersen finder, at anti-terror tiltagv såsom hemmelige domstole og tidsubegrænsede anholdelser, såsom påtænkt indført i England, er for vidtgående. Det er betryggende (og overraskende) at regeringen tager et principielt standpunkt på terrorisme området, på trods af, at meningsmålinger viser, at op imod 60% af danskerne støtter strammere anti-terrorlovgivning.

Til gengæld kunne man i samme udgave af Berlingske læse, at Bertel Haarder vil ændre formålsparagraffen for folkeskolen. Det er meget muligt, at folkeskolens formålsparagraf kan formuleres mere hensigtsmæssigt. Men hvorfor skal vores børns læringsmål fastsættes fra centralt hold? Mon ikke forældre er bedre stillet til at prioritere, hvilke læringsmetoder og læringsmål deres børn skal . Haarders kronik viser, at Milton Friedmans kongstanke om indførelsen af såkaldte skattefinansierede "vouchers" til forældre, der så frit kan vælge hvilke skole de vil indskrive deres børn på, fortjener ligeså meget opmærksomhed som flad-skat idéen har fået herhjemme.

Gæsteindlæg: En replik til David Trads

[Redaktionel note: dette indlæg er en replik til David Trads' kronik i Berlingske vedrørende Ché som helt. skrevet af Pelle Braendgaard, der har den spændende blog http://econotrix.com/. Lars Hvidberg har i øvrigt i dagens Berlingske skrevet en kronik, der problematiserer Trads' romantiske syn på Ché.

Jeg håber ikke dette bliver det sidste gæsteindlæg på Retsstaten, og såfremt en læser skulle have nogle interessante tanker indenfor Retsstatens kerneområde, modtager jeg dem gerne via e-mail. Dette gælder også for personer, der ikke deler de holdninger, der bliver givet udtryk for på disse sider og som føler lyst til at fremføre modargumenter.]


David Trads har skrevet en yderst farlig gang vrøvl, som egentligt hjælper mig lidt til at forstå de venstreintellektuelles fascination af har Ché. For det er jo egentligt for denne gruppe, at han er håbet og helten. I modsætning til hvad David skriver, har han i hvert fald aldrig været en specielt stor helt blandt underklasserne i Latinamerika. Det er tværtimod den første af de klassiske løgne, som efterhånden er blevet til sandheder her i Danmark, siden middelklasse ungerne i 60erne begyndte at gentage dem som mantraer.

Det passer jo bare ikke. Ché har aldrig gjort noget for de fattige. Hvad han har opnået var at gøre sig selv til den mest Hollywood venlige version af den velhavende intellektuelle knægt, som har tænkt sig at redde verden om verden så vil det eller ej. Jeg tvivler på, at der er mange unge intellektuelle her i Danmark, som ikke vågner op om morgenen med en eller anden ide om at blive helte. Og det var lige præcis det som Ché ville opnå. Han var træt af sit kedelige småborgerlige liv og ville ud og se verdenen og gøre den bedre. Hvis du følger propaganda maskinerne i Venezuela og Cuba kan du sagtens finde fattige folk, der snakker godt om Ché. Men tager du til friere lande som Panama, den Dominikanske Republik m.v., vil de fleste fattigere folk højst sandsynligt sige "Este loco!" (Den idiot). De ved godt, at Ché blot var én ud af en mangfoldig serie af ladrones (røvere), som er kommet myrdende og stjælende igennem Latinamerikas historie. I Latinamerika er Ché i øvrigt mest at finde bland MTV generationen, hvilket er en lille middelklasse subkultur af teenagere, som har lært deres engelsk fra Linkin Park videoerne på MTV. Spørg dem om Ché? Så får du nok det samme svar du får blandt teenagerne fra Værløse: "ElChé fue kul". Han var cool. Så ved vi, hvilket niveau tilbedelsen ligger på. Meget af hvad David snakker om, er således baseret på myter. Myter om Latinamerika som jeg selv fik ind med skolemælken i Danmark. Den mest basale myte som former basis for alle de andre, er den om de stakkels små indianere og de store stygge oligarker. Hvis man først accepterer denne myte, er det lettere at acceptere den fiktive sorte og hvide verden, som venstrefløjens myter er bygget op omkring. Venstrefløjens helte i Latinamerika er næsten alle overklasse unger. Dette gælder Ché, Fidel, Allende og Daniel Ortega. Chavez er den eneste, der kommer fra underklassen. Selvom de ikke rigtigt blev store idoler på venstrefløjen i Danmark, var Panamas 2 socialdemokratiske diktatorer Omar Torrijos og Manuel Noriega også fra underklassen. Fælles for Torrijo, Noriega og Chavez, er at de arbejdede sig op gennem hæren for at opnå deres positioner. Selvom jeg ikke på nogen måder er fan af Torrijos, gjorde han og hans småfascistiske nemesis Arnulfo Arias, mere for Panama's fattige end Ché, Fidel, Ortega og Allende nogen sinde gjorde for deres befolkninger.

Dette gør at Torrijos er lidt af en folkehelt i Panama. Det skal endvidere nævnes, at de 2 mest berygtede fascistiske diktatorer i Latinamerika, Batista fra Cuba og Trujillo fra den Dominikanske Republik, begge kom fra underklassen og havde lang større opbakning fra underklassen end nogen af venstrefløjens helte. Batista havde faktisk selv indført gratis lægehjælp i Cuba en del år før Fidel og Ché begyndte ødelæggelsen af dette land. Se f.eks. http://www.therealcuba.com/. Dette lærer man bare ikke i skolen i Danmark.

Jeg kunne skrive en hel bog om, hvorfor Ché ikke var nogen helt. Men istedet for at spilde flere pixels på ham, vil jeg hellere fokusere på de rigtige helte. Hvis vi nu snakker om hvide middelklasseintellektuelle, som vi hvide middelklasse danskere kan identificere os med, er den største helt af dem alle Hernando de Soto, for hans utrættelige arbejde i Instituto Libertad y Democracia(http://www.ild.org.pe/). Han blev af den kommunistiske terrorgruppe Sendero Luminoso anset som så farlig, at de flere gange prøvede at myrde ham. De Sotos mission er at arbejde for at fjerne de statslige og juridiske barrierer for bl.a. den private ejendomsret, der traditionelt har holdt folk fattige i Latinamerika. Kunstige barrierer som både oligarkerne og kommunisterne gerne vil bibeholde. Men det er igennem ham, at man får øjnene op for de virkelige helte i Latinamerika. Ingen af dem gik på universitetet. De kom alle fra fattige kår. De kan ses hvor som helst på gaderne i Latinamerika, hvor de sælger alt fra frugt til mobilopladere. De arbejder som frisører og taxachauffører. De arbejder hver dag på at gøre livet bedre for dem selv og deres familie. Det er folk som Patricia Pineda http://www.diaadia.com.pa/archivo/09052005/gente.htm,l som hverdag arbejder fra 9 til 18 som selvstændig manicurist under en fodgængerbro i Panama City. Det er mænd og kvinder, som hende, der gennem hårdt arbejde sørger for, at deres børn kommer i gymnasiet og gerne videre på universitetet. Størstedelen af de fattige i verdenen er ligesom hende, de spørger ikke om hjælp men går bare i gang. Størstedelen af den ikke så lille middelklasse som nu findes mange steder i Latinamerika, kommer fra mødre og fædre som hende. Så stop den latterlige Ché helte kult, da det eneste han nogen sinde har gjort, er at få rebelske middelklasse børn til at tro, at de kan gøre verden bedre med totalitære midler.

Indlæg på Punditokraterne

Mit første indlæg på Punditokraterne kan læses her.

Ytringsfrihed og Blasfemi

I en artikel i Weekendavisen skrevet af Helle Merete Brix (HMB) og Farshad Kholgi (FK) sættes fokus på et britisk lovforslag, der vil gøre det strafbart at tilskynde til religiøst had. Loven er et alvorligt anslag på ytringsfriheden, i det den potentielt kriminaliserer kritiske og/eller satiriske ytringer vedrørende religion. Artiklens budskab undermineres dog af HMBs (sædvanlige) ensidige fokus på Islam. Ifølge HMB (og FK) er loven nemlig indført for at tække muslimer, som med loven i hånden vil kunne forbyde al satire eller kritik af Islam. Artiklen underforståede budskab er, at europæiske muslimer ingen kritik tåler af deres religion, mens kristne europæere er immune overfor den slags. Det er med mordet på Theo Van Gogh og fatwaen mod Salman Rushide fuldt berettiget at sætte lys på visse muslimers forhold til ytringsfriheden og Islam. Men hvis HMB og FK havde gjort deres research ordentligt ville de dog vide, at kristne mange steder i Europa, ofte med held, har opfordret til censur mod kunstnere, der har kritiseret eller gjort grin med kristendommen. På answers.com kan man bl.a. læse om nogle af reaktionerne på Monty Pythons film ”Life of Brian”.

On its initial UK release the film was banned by some town councils (several even took great pleasure in banning it, even though they had no cinemas within their boundaries). This proved rather pointless, since people who wanted to see the film merely went to places where it wasn't banned. The film was also banned for eight years in the Republic of Ireland and for a year in Norway (it was marketed in Sweden as "the movie that is so funny it was banned in Norway!"). The film was not released in Italy until 1990, eleven years after it was made. The film was not shown on Jersey until 2001. The Bailiff of Jersey wanted it to be watched only by adults, even though the BBFC rated it suitable for those aged 14 or over.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har endvidere taget stilling til spørgsmålet om blasfemi og kunst ved en række lejligheder. I et par afgørelser har domstolen på skuffende vis statueret, at censur af bl.a. en engelsk og østrigsk film med bibelske figurer i erotiske og/eller satiriske scener ikke udgjorde en krænkelse af ytringsfriheden.

I en dansk kontekst kan det nævnes, at KLF kirke og medier klagede til DR over stand-up komikeren Uffe Holm, der i et show på DR gjorde grin med Jesus. KLF kirke og medier overvejede endda at anmelde Uffe Holm til politiet for blasfemi. Uffe Holm droppede efterfølgende Jesus joken i sine følgende shows.

Ytringsfriheden må i en religiøs sammenhæng forsvares konsekvent hvad enten den er under angreb fra kristne eller muslimer.

Venezuelas sørgelige fremtid

Hugo Chavez bliver af mange på venstrefløjen betragtet som den moderne socialismes redningsmand. Hans modstand mod U.S.A. (og især Bush regeringen), kapitalisme og globalisme har således gjort ham til et samlingspunkt. To artikler i henholdsvis the Economist og Reason viser dog prisen, der skal betales, når en velmenende populist, som Hugo Chavez, i den højere sags tjeneste forsøger at indføre "social retfærdighed" og målet derfor helliger midlet.

Hvis nogen stadig skulle være i tvivl viser artiklerne på bedste vis, at retsstatsprincippet er uforeneligt med socialisme. Når retstatsprincippet afløses af retspositivisme, vil der således uværgerligt opstå en arbitrær retstilstand, hvor den herskende leder eller gruppe og dennes eller disses udvalgtes ord er lov. Dette medfører den sikre undergang for personlig og økonomisk frihed med voldelig undertrykkelse og fattigdom til følge.

Dobbeltblogging

Jeg er blevet tilbudt at bidrage til bloggen Punditokraterne, hvilket tilbud jeg er beæret over at have modtaget og med glæde har sagt ja til. Min ambition er dog stadig at skrive på Retsstaten på en (næsten) daglig basis, omend det med arbejde allerede nu kan være svært at få tid til.

Naomi Klein slår til igen

Naomi Klein har endnu en gang demonstreret sin evne til at vende tingene på hovedet. Denne gang i den amerikanske venstrefløjsavis the Nation. I sin artikel argumenterer Naomi Klein for, at racisme i Vesten er skyld i de terrorangreb vi har oplevet i f.eks. London. Naomi Klein tager udgangspunkt i to Egyptere: Hussain Osman som er mistænkt for at have deltaget i terrorangrebene i London, samt Sayyid Qutb en af de intellektuelle drivkræfter bag politisk islam. Naomi Klein beskriver hvordan disse to blev animeret til deres handlinger af racisme i England og U.S.A. Klein skriver bl.a.


Arabs and Muslims are being debased in torture chambers around the world and their deaths are being discounted in simultaneous colonial wars, at the same time that graphic digital evidence of these losses and humiliations is available to anyone with a computer. And once again, this lethal cocktail of racism and torture is burning through the veins of angry young men. As Qutb's past and Osman's present reveal, it's not our tolerance for multiculturalism that fuels terrorism; it's our tolerance for the barbarism committed in our name.

Klein glemmer, at U.S.A. gik i krig i både Bosnien og Kosovo for at redde muslimske civile, ligesom (den forfejlede) humanitære intervention i Somalia var ment som beskyttende somaliske og dermed muslimske civile. Endvidere lever masser af muslimer i U.S.A. og England fordi de måtte flygte fra styrer, hvor tortur er institutionaliseret, det kan man trods alt ikke sige er tilfældet i nogen vestlig stat.

Klein må vist også være uvidende om den hadske og dybt racistiske propaganda egyptiske aviser, ofte med officiel godkendelse fra Mubarak regimet, kører mod jøder. Linket her taler vist for sig selv.

At ty til terrorisme er et personligt valg, det er ikke "påtvunget af omstændighederne". Ligegyldigt hvor uretfærdigt man føler sig behandlet kan det aldrig retfærdiggøre, at dræbe uskyldige mennesker med fuldt overlæg.

Fortjente prygl til FNs Menneskerettighedskommission

I mandagsudgaven af Weekly Standard, den måske vigtigste meningsdannende avis blandt amerikanske konservative, har David A Schwartz skrevet en god artikel om de foreslåede reformer af FNs Menneskerettighedskommission. Artiklen sætter lys på nogle af de store troværdighedsproblemer FN har på menneskerettighedsområdet, hvor totalitære stater har ligeså meget at skulle have sagt som stater med liberalt demokrati, samt FNs prioritering af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Jeg har selv (før jeg læste David A. Schwartz' artikel) skrevet en længere artikel, der især går i dybden med FNs promovering af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og som vil blive bragt i et dansk nyhedsmedie, sandsynligvis i løbet af denne uge, så hold øje med nyhedsstrømmen...

En liberal politiker på afveje

Indtil for 3-4 måneder siden gik jeg rent faktisk og glædede mig til kommunalvalget. Endelig en lejlighed til at stemme på en politiker, Søren Pind, med en liberal profil og så tilmed som overborgmesterkandidat i Hovedstaden med mulighed for rent faktisk at ændre noget. I maj måned meldte Søren Pind så ud, at han mente løsningen på narkoproblemet på Vesterbro er, at gøre det ulovligt at være narkoman. Hvordan kriminalisering af narkomisbrug hænger sammen med den 1. af Søren Pinds (ellers udmærkede) 10 teser, der lyder, at ”mennesket først og fremmest tilhører sig selv” forbliver ubesvaret. Men selvejerskab er åbenbart ikke det eneste liberale kerneprincip Søren Pind er villig til at ofre for politisk gavn. Lighed for loven (”den vigtigste ”opfindelse” i det sidste årtusinde” som Janice Roger Brown har beskrevet dette fundamentale princip) må også vige for Søren Pinds ønske om at vinde borgmesterposten. Søren Pind foreslår nemlig, at indvandrere og disses efterkommere (folk som mig selv velsagtens) pålægges en aktiveringsgaranti, og at kontanthjælpskassen smækkes i såfremt denne gruppe borgere ikke tager imod sådanne tilbud. Endvidere foreslår Søren Pind, at udenlandske statsborgere udvises såfremt de tre gange er dømt for strafbare forhold, samt at denne gruppe ikke længere anvises almene boliger før beboerne i sådanne boliger afspejler befolkningens sammensætning.

Hvor mange generationer man skal have boet i Danmark for at undslippe aktiveringsgarantien melder forslaget ikke noget om, men dens indførsel vil i alle tilfælde medføre en fuldstændig arbitrær retstilstand. Forslaget om automatisk udvisning af udenlandske borgere, virker også uigennemtænkt og i strid med almindelige proportionalitetsprincipper. Der kan være god grund til at udvise en udenlandsk statsborger ved den første lovovertrædelse (f.eks. ved voldtægt og mord), mens udvisning for f.eks den samme persons overtrædelse af Straffelovens § 120, 197 og § 203 ville være for indgribende.

Hvad Søren Pind har fuldstændig i er, at Ritt Bjerregård ikke har nogen løsning på de sociale problemer, der findes med indvandrere og disses efterkommere inklusiv udøvelse af kriminalitet. Her kunne man så have håbet på, at en liberal politiker som Søren Pind ville have peget på velfærdsstatens indbyggede problem med f.eks. at absorbere lavt uddannet og ufaglært arbejdskraft, som værende (en stor del af) problemet.

Jeg har ikke opgivet at stemme på Søren Pind endnu, men det ville være rart med nogle liberale udmeldinger og gerne så hurtigt som muligt.

Tvivlsomme terroranbefalinger

I dagens Jyllandspost kan man læse, at den internationale terrorekspert dr. Rohan Gunaratna, leder af International Centre for Political Violence & Terrorism Research i Singapore, opfordrer den danske regering til at indføre strammere anti-terror lovgivning. Gunaratna udtaler bl.a.

»Danmark kan ikke beskytte sig selv, hvis ikke de danske politikere tager nogle upopulære beslutninger, og det skal gøres så hurtigt, som muligt. Tillader vi fortsat ekstremisme, som England har gjort det tidligere, vil Danmark også blive udsat for et lignende angreb, som London har oplevet det,«

Jeg har tidligere skrevet, hvad jeg mener om den slags lovgivning som Gunaratna er en energisk fortaler for. WSWS.org (med hvem jeg naturligvis på ingen måde sympatiserer) har en interessant artikel om Gunaratna. Artiklens indhold kunne tyde på, at man skal tage Gunaratnas forskning og konklusioner med et gran salt. Guratna er særdeles skeptisk indstillet overfor grundlæggende frihedsrettigheder og retssikerhedsgarantier, hvilke han har foreslået indskrænket i både Tyskland, Australien og nu altså herhjemme.
Guratna skylder dog, at forklare hvordan terrorister i Egypten ved flere lejligheder, og senest i Sharm el Sheikh, har kunne slå til på trods af dette land siden 1967 har haft en ”Emergency Law”, der giver myndighederne nær uindskrænket magt til at bekæmpe terrorisme.

I stedet for at bruge tid på Guratnas tvivlsomme anbefalinger burde vores politikere læse noget Hayek:

”Freedom can be preserved only if it is treated as a supreme principle which must not be sacrificed for particular advantages.” (Law Legislation and Liberty vol. 1 p. 57.)

Var Stasi blot en almindelig efterretningstjeneste?

På Danmarks Kommunistiske Parti/Leninister/Marxisters hjemmeside kan man finde en artikel, oprindeligt bragt i dagbladet Arbejderen., skrevet af Hanne Rosenvold. Denne artikel kommenterer bl.a. en artikel skrevet Thomas Wegener Friis, der omhandler DDR’s efterretningsvirksomhed. Hanne Rosenvold konkluderer, at artiklen:

”'afslører' for [hende] at se ikke nogen opsigtsvækkende nyheder. DDR havde, som vel hovedparten af Europas stater, også under den kolde krig en efterretningsvirksomhed!”

Hanne Rosenvolds kommentar demonstrerer på bedste vis, at fortrængelsen af kommunismens menneskefjendtlige gerninger lever i bedste velgående blandt nulevende kommunister. Der stadig er brug for en Bent Jensen og Richard Pipes (i hvert fald på dette område). Som det fremgår af dette uddrag af John E. Koehlers’s bog ”STASI the untold Story of the East German Secret Police”, var STASI så langt fra en efterretningsvirksomhed som dem der fungerede i ”hovedparten af Europas stater” under den kolde krig. Jeg skal her blot bringe enkelte af bogens citater:

"When the regime collapsed, the Stasi had 102,000 full-time officers and noncommissioned personnel on its rolls, including 11,000 members of the ministry's own special guards regiment. Between 1950 and 1989, a total of 274,000 persons served in the Stasi.

The people's ire was running equally strong against the regular Stasi informers, the inoffizielle Mitarbeiter (IMs). By 1995, 174,000 had been identified as IMs, or 2.5 percent of the total population between the ages of 18 and 60. Researchers were aghast when they found that about 10,000 IMs, or roughly 6 percent of the total, had not yet reached the age of 18. Since many records were destroyed, the exact number of IMs probably will never be determined; but 500,000 was cited as a realistic figure. Former Colonel Rainer Wiegand, who served in the Stasi counterintelligence directorate, estimated that the figure could go as high as 2 million, if occasional stool pigeons were included.

"The Stasi was much, much worse than the Gestapo, if you consider only the oppression of its own people," according to Simon Wiesenthal of Vienna, Austria, who has been hunting Nazi criminals for half a century. "The Gestapo had 40,000 officials watching a country of 80 million, while the Stasi employed 102,000 to control only 17 million.".

The Soviet Union's KGB employed about 480,000 full-time agents to oversee a nation of 280 million, which means there was one agent per 5,830 citizens. Using Wiesenthal's figures for the Nazi Gestapo, there was one officer for 2,000 people. The ratio for the Stasi was one secret policeman per 166 East Germans. When the regular informers are added, these ratios become much higher: In the Stasi's case, there would have been at least one spy watching every 66 citizens! When one adds in the estimated numbers of part-time snoops, the result is nothing short of monstrous: one informer per 6.5 citizens. It would not have been unreasonable to assume that at least one Stasi informer was present in any party of ten or twelve dinner guests."

Fører borgerlige flertal til mindre stat?

For dem der stadig håber på, at den nuværende VK regering vil skærpe den borgerlige profil og med tiden søge at øge den personlig frihed (og ansvar) ved at slanke staten , er der deprimerende læsning at hente fra USA. Matt Welch Fra det libertarianske nyhedsmagasin Reason tager med udgangspunkt i en bog udgivet af the CATO Institute fat på at skose republikanerne, der 10 år efter the ”Gingrich revolution” ikke har indfriet løfterne om mindre stat og mere personlig frihed. Tværtimod, har the GOP udvidet statens beføjelser på en række områder. Welch har håndplukket nogle sigende citater fra bogen:

Cato President Ed Crane: "There are too many opponents of liberty within the Republican Party... Many in the Republican Party have focused exclusively on tax cuts and growing the economy without dealing with the tougher job of limiting government to its proper size....That strategy has sadly oriented the party away from a focus on individual freedom and restoration of constitutional government."

The Competitive Enterprise Institute's Clyde Wayne Crews, Jr.: "Most people assumed that Republican politicians replacing Democrats on Capitol Hill in 1995 would lead to small-government, anti-regulation policies. That assumption turned out to be wrong."

Cato education analyst David Salisbury: "Recent federal education spending increases have been massive. Gone is the idea that there is no constitutional role for the federal government in the nation's schools. Instead, the Department of Education has been adopted as the Republicans' favored stepchild. The last 10 years have been a great disappointment to people who felt that the 1994 elections signaled an effort to cut the federal government and remove from it areas such as education where it had no legitimate constitutional role."

Cato criminal justice specialist Timothy Lynch: "With respect to criminal justice policies, the Republicans not only squandered their mandate but now also preside over a burgeoning federal law enforcement bureaucracy....Instead of a revolution, the GOP has turned its back on the Tenth Amendment and embraced a big-government agenda."

Welch slutter af med følgende opsang til amerikanske liberarianere der stemmer GOP:

.This, finally, might just be the fruit of '94—a base mobilized not to reduce the scope of government, but to jeer at domestic enemies, conflate opposition to war with treason, and vote decisively against Michael Moore.

That self-described libertarians spend more time on these pursuits than noticing how their ideals continue to be mocked by the party they vote for is a testament to the alluring power of party-based populism. That Democratic activists seem eager to emulate key parts of this approach is a reason to curb your enthusiasm about the day when the Gingrich legacy gets the whipping it so richly deserves

Man kan med VKs udvidelse af den offentlige sektor med flere ansatte, stramning af udlændingeloven, forhøjede tilskud til børnefamilier, indførelse af diverse kanoner, stramme og centrale styring med folkeskolen og Foghs farvel til liberalismen på mange måder tegne en parallel til GOPs udvikling i U.S.A.

Når man så tænker på, at VK i modsætning til republikanerne er afhængig af et parlamentarisk støtteparti, DF, for hvem personlig frihed altid kan ofres ”sammenhængskraft”, ”danskhed”, ”kulturarv” og hvad de nu ellers finder essentielt for velfærdsstatens bevarelse, gør det ikke ens optimisme større. Man kan således måske nok forvente små gradvise ændringer af velfærdsstaten når velfærdskommissionen eller tilpas mange økonomiske analyser giver regeringen alibi hertil. Men sådanne ændringer vil altid være begrundet i ”nødvendighed” og med garantier for velfærdsstatens beståen. Sådanne ændringer vil ikke være med udgangspunkt i K og især Vs ideologiske ophav, der tilsiger en langt mere radikal ændring af velfærdssamfundet og forholdet imellem stat og individ.

En sammenhængende politik baseret på størst mulig frihed (og ansvar) til det enkelte menneske fremfor til staten, skal man derfor nok ikke sætte næsen opefter. Dertil er vores politiske kultur blevet for principløs.

Den dømmende magt slår tilbage

[Redaktionel note: Dette indlæg fik jeg bragt i Politiken den 21 juli i år. Da debatten om anti-terror lovgivning er mere relevant end nogensinde med nye lovpakker på vej i en række europæiske lande, bringer jeg det dog også her. Retsstatsprincippet må selv i en terror tid forsvares mod drakonisk lovgivning, der indskrænker den personlige frihed. På baggrund af artiklen debatterede jeg i øvrigt terrorlovgivning i Deadline med Lars Hedegaard, klippet synes dog ikke længere tilgængeligt på DR2s hjemmeside.]

Den Tyske forfatningsdomstol har netop erklæret en tysk lov, der implementer EUs arrestordre for forfatningsstridig. I kølvandet på det Islamistiske terrorangreb på London, er domstolens afgørelse blevet mødt med kritik fra både politikere og eksperter. Det må endvidere forventes, at der blandt en stor del af de europæiske befolkninger vil være opbakning til anti-terror lovgivning, der giver politi og efterretningstjenester redskaber til forebyggelse og bekæmpelse af terror, der går videre end den lov som domstolen erklærede for ugyldig. Sådanne tiltag kunne f.eks. inkludere udvidet brug af hemmelig aflytning og overvågning, langvarige og hemmelige arrestationer uden fremstilling for en dommer, og retssager uden efterlevelse af fundamentale retsgarantier.

Det er utvivlsomt fristende (og meget menneskeligt) at give efter for sit raseri og sin afmagt når man konfronteres med kombinatonen af billeder af uskyldige ofre og de skyldiges svælgen og stolthed ved deres depraverede og i enhver henseende uforsvarlige handlinger. Men netop i sådanne situationer er det vigtigt at huske på, at historien viser, at anti-terror lovgivning fører til en forråelse af samfundet, til større utryghed og at anti-terror lovgivning i sidste ende er stort set virkningsløst mod en fjende så hensynsløs som fx Islamistiske terrorister.

Når politi og militær bliver givet udvidede beføjelser, der tilmed kan udøves i hemmelighed og uden overholdelse af på forhånd fastlagte procedurer opstår så godt som altid misbrug. Et godt eksempel herpå er Tyrkiet. Den tortur som vestlige politikere har konfronteret Tyrkiet med (og som nu er aftagende) skyldtes overvejende, at det tyrkiske militær og politik fik frit spil til at bekæmpe terrortruslen fra PKK. Denne frihed gik i høj grad udover den almindelige befolkning. Også i Nordirland, har civilbefolkningen måtte føle konsekvenserne af en hårdhændet britisk anti-terror politik, og Abu Ghraib er vel skole eksemplet på hvad vidtgående beføjelser kan medføre.

Den amerikanske tænketank ”the CATO Institute” har i en rapport fra 2002 påvist, hvordan man i USA over en periode på små 10 år konstant har strammet terror lovgivning uden, at kunne imødegå truslen. Efter det første angreb på World Trade Center i 1993 blev der således vedtaget ny terrorlovgivning. Dette forhindrede imidlertid ikke Timothy Mcveighs bombeattentat mod en statslig bygning i 1995. Alligevel strammede man endnu engang terrorlovgivningen. Det gik imidlertid galt igen i 1996, hvor en bombe sprængtes under OL i Atlanta. Præcis som før skred Præsident Clinton og Kongressen til handling. Disse nye initiativer kunne dog ikke forhindre 11. september 2001. Selv efter 11. september med indførslen af drastiske nye sikkerhedsforanstaltninger, lykkedes det den såkaldte ”sko-bomber” at smugle en bombe med på et rutefly.

Rapporten konkluderer, at strengere anti-terror lovgivning medfører en ond cirkel, idet nye terror angreb i sidste ende er uværgerlige, og at man til sidst vil have fuldstændig undergravet de klassiske borgerlige og politiske rettigheder, såfremt man insisterer på konsekvent at møde nye terroranslag med stadig strengere lovgivning. Man kan vel sammenligne drakonisk terrorlovgivning med at trykke flere penge i en økonomisk krise, begge tiltag gør ondt værre.

Den tyske Forfatningsdomstols afgørelse skal ses som et forsvar for de værdier og rettigheder et frit samfund er bygget på, og som ikke kan sættes ud af kraft uden at det frie samfund bliver illusorisk. Her står den tyske Forfatningsdomstol ikke alene. I 2004 afsagde den amerikanske Højesteret en afgørelse der medførte, at amerikanske statsborgere fanget som ”fjendtlige kombattanter” har krav på at blive stillet for en domstol. Samme år fastslog den øverste engelske domstol, House of Lords, at anti-terror lovgivning, der tillod myndighederne at tilbageholde udenlandske terrormistænkte på ubestemt tid, var i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Konsekvensen af terrorangreb skal selvfølgelig ikke være, at Vesten blot resignerer og tolerer, at dens borgere bliver ofret i blodbad efter blodbad. Politiet skal naturligvis have visse beføjelser til imødegåelse af terrorisme. Hvis jeg hver fredag går til bøn i en moske, hvis imam er kendt for at agitere for selvmordsangreb, må jeg derfor tåle, at der bliver holdt øje med mig. Men den almindelige borgers personlige frihed må ikke i mærkbar grad indskrænkes (uanset religiøst tilhørsforhold), ligesom, at indgreb overfor selv mistænkte terrorister i sidste ende skal være underlagt på forhånd fastlagte procedurer og domstolskontrol.

Det må endvidere være klart, at militær indgriben overfor lande, hvor der utvivlsomt forekommer aktiv støtte til og træning af terrorister, såsom Afghanistan under Taleban, ikke kan udelukkes.

Men det afgørende våben i kampen mod terrorisme må være ideologisk. Ligesom, at den kolde krig blev vundet ved det liberale demokratis åbenlyse overlegenhed i forhold til kommunismen, må det liberale demokratis overlegenhed i forhold til (enhver) form for religiøs fundamentalistisk statsform klarere fremhæves. Det bedste eksempel herpå er vel Iran, hvor den islamiske revolution har ført til undertrykkelse og forarmelse af store dele af den iranske befolkning, mens mange af de iranere der flygtede fra revolutionen har skabt velstand for dem selv og deres familier i Vesten som advokater, læger, ingeniører etc.

I denne ideologiske kamp er ovennævnte domme af afgørende betydning. At udstrække samfundets væsentligste værdier (i Vestens tilfælde fundamentale retsgarantier og frihedsrettigheder) til mennesker, som har viet deres liv (og død) til at knuse selvsamme værdier, ville jo være utænkeligt i det Kalifat som Islamisterne kæmper for. Dommene underminerer derfor forestillingen om, at Vesten diskriminerer mod og er fjendtligt indstillet overfor muslimer, og viser at det ikke er hykleri når Vesten taler om respekt for fundamentale frihedsrettigheder. Den tyske Forfatningsdomstols afgørelse skal derfor anses som et anslag mod snarere end et knæfald for den internationale terrorisme.

Folkeligt oprør mod indgreb i ejendomsretten

The Economist har en interessant artikel om et folkeligt oprør i USA mod en nylig Højesteretsafgørelse.

Den 23. juni afsagde den Amerikanske Højesteret med dommerstemmerne 5-4 afgørelsen i Kelo v. New London som kraftigt udvidede delstaternes adgang til at ekspropriere privat ejendom til offentlig brug (Peter Kurrild-Klitgaard har kommenteret afgørelsen på Punditokraterne). Den amerikanske Forfatnings 5. tillægs ordlyd om at privat ejendom kan eksproprieres til ”public use” blev tidligere fortolket som findende anvendelse ved bygning af motorveje, lufthavne og jernbaner etc. Men med afgørelsen i Kelo blev ”public use” fortolket udvidende således, at en delstat kan ekspropriere privat ejendom til opførelse af private bygge projekter der f.eks. vil medføre højere fremtidige skatteindtægter.

Afgørelsen har sat sindene i kog over hele U.S.A. Aktivistgrupper såsom f.eks. det libertarianske Institute for Justice har mobiliseret en kampagne mod afgørelsen. En ny Wall Street Journal/NBC meningsmåling fra juli viser samtidig, at et flertal af amerikanere nu mener, at ejendomsretten er det vigtigste emne for den amerikanske Højesteret. At ejendomsretten findes vigtigere end emner såsom f.eks. abort og adskillelse af kirke og stat, må siges at være bemærkelsesværdigt. Samtidig har flere delstater indført yderligere begrænsninger i adgangen til ekspropriation i deres forfatninger, og Kongressen har vedtaget en resolution, der tager afstand fra Kelo. Kongressen skal ligeledes tage stilling til et forslag om en forfatningsændring, der vil skærpe beskyttelsen af den private ejendomsret.

Opstandelsen i U.S.A., der altså allerede har medført en skærpelse af beskyttelsen af den private ejendomsret på delstatsniveau, viser, at man med den rette konkrete sag og argumentation kan mobilisere støtte for den private ejendomsret på tværs af samfundslag. Selvom den private ejendomsret fylder mere i amerikansk end dansk bevidsthed, er der således håb for, at vi herhjemme ligeledes vil blive mere opmærksomme på ejendomsrettens værdi som en grundlæggende og fundamental rettighed. Man kan kun håbe på, at vi i Danmark en dag vil se en lignende folkelig opstand mod den absurde mængde love og regler, der ofte gør ejendomsretten illusorisk, samt mod den svage beskyttelse vores Grundlov og domstole yder mod sådanne indgreb.

Connie og Planloven

I torsdagens politiken kunne man læse, at Miljøminister Connie Hedegaard (CH) har nedlagt et foreløbigt veto mod opførelse af 13 nye supermarkeder i Vejle amt. Dette veto kan CH nedlægge som følge af Planloven, der giver miljøministeren en lang række beføjelser til at administrere og udstede bekendtgørelser på miljøområdet.

Planloven er på mange måder i direkte strid med retsstatsprincippet. Planlovens § 1 opstiller f.eks. en lang række formål såsom at:

”sikre, at den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet”.

Samt

”1)
at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og kommuner,
2)
at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber,
3)
at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og landskabsressource,
4)
at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges, og
5)
at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet.”

Det siger sig selv, at hvad der ”udfra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering” udgør en ”hensigtsmæssig udvikling” er aldeles subjektivt og vil kunne anvendes efter forgodtbefindende af den ansvarlige beslutningstager. Udover at være selvmodsigende udgør loven på en lang række områder også en indskrænkning af den private ejendomsret, ved bl.a. at inddele landet i byggezoner, hvor visse typer af byggeri ikke er tilladt. Disse forhold samt ministerens vide adgang til regeludstedelse, medfører en arbitrær retstilstand. Planloven resulterer således i, at hverken kommuner, erhvervsdrivende eller borgere kan forudse hvilke regler der gælder, eller stole på at den for tiden gældende retstilstand bliver opretholdt. Planloven griber derfor aktuelt og potentielt ind i den sfære, som borgeren hidtil har troet fredet fra statslig indgriben.

Når nu Planloven bestemmer, at planlægningen af butiksområder skal bestemmes af politikere er det langt at foretrække, at sådanne afgørelser bliver truffet af lokale politikere i kommuner og amter fremfor fra centralt hold. På denne led sikrer man, at beslutninger om planlægning af lokalområder bliver truffet tættest muligt på de borgere der bliver direkte berørt deraf. Lokalpolitikere vil alt andet lige have bedre føling med lokalbefolkningen end en minister der tænker i stemmer på nationalt plan. Desuden er lokalpolitikere nemmere at slippe af med end ministre, såfremt de lokale borgere skulle blive utilfredse med tingenes tilstand. Ved at lade kommuner og amter bestemme selv opnår man tillige den fordel, at der bliver eksperimenteret med forskellige modeller. Det kunne således være, at man fandt ud af, at store butikscentre medførte vækst, flere arbejdspladser og større glæde i lokalbefolkningen.

Ytringsfrihed - også for ekstremister

[Redaktionel note: Dette indlæg er tre uger gammelt og begivenhederne ligger muligvis ikke forrest i bevidstheden hos de fleste. Jeg synes dog, at emnet så væsentligt at jeg har valgt at bringe indlægget som det første her på Retsstaten.]

Med kort interval har politiet valgt at sigte formanden for Radio Holger, Kaj Wilhelmsen (KW), og formanden for Hizb ut-Tahrir, Fadi Abdullatif (FA), for henholdsvis overtrædelse af racismeparagraffen og trusler mod offentlig myndighed.

Sigtelsen mod KW kom efter dennes udtalelser om, at store dele af den muslimske befolkning i Vesteuropa burde tvangsdeporteres eller slås ihjel.

FA oversatte i november 2004 en pamflet fremstillet af en udenlandsk afdeling af Hizb ut-Tahrir der bl.a. opfordrede muslimer til at tage til Fallujah og kæmpe mod de allierede styrker samt at udrydde regenterne i de allieredes hjemlande, hvis de stod i vejen for sådanne hellige krigeres udrejse. Denne skrivelse har politiet fortolket således, at den udgør en trussel mod en eller flere medlemmer af regeringen. FA er i øvrigt tidligere dømt for overtrædelse af racismeparagraffen for opfordring til drab på jøder.

Mennesker, der insisterer på at bedømme individet på dets ord og handlinger frem for dets tilhørsforhold til mere eller mindre arbitrært definerede grupper, vil og bør tage kraftigt afstand fra FA og KWs udtalelser. Udtalelserne viser på bedste vis den militante islamismes menneskefjendskhed og bekræfter, at europæisk nihilisme hverken døde med nazismens eller kommunismens fald.

Men spørgsmålet er om holdninger såsom dem, KW og FA er fremkommet med, hvor vederstyggelige de end måtte forekomme de fleste mennesker, bør sanktioneres med samfundets mest indgribende foranstaltning; frihedsberøvelse.

Fra et strengt juridisk synspunkt er politiet i KWs tilfælde på rimelig sikker grund. Der er utvivlsomt hjemmel i straffelovens §266b til at sanktionere ytringer som de fremsatte. Endvidere er der sandsynligvis ikke meget hjælp for KW at hente i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), hvis artikel 10 stk. 1 ellers sikrer ytringsfriheden. For læser man artikel 10 stk. 2 fremgår det, at ytringsfriheden kan begrænses ved lov i det omfang sådanne begrænsninger er ”nødvendige i et demokratisk samfund” til beskyttelse af bl.a. offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse og/eller for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder. Endvidere fastslår EMRK artikel 17, at EMRK ikke må anvendes til virksomhed eller handlinger, der tilintetgør eller indskrænker rettighederne og frihederne i EMRK. På denne baggrund har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere tilfælde afvist at behandle klager fra individer eller grupper, der er blevet straffet for bl.a. at fremkomme med nazistiske ytringer.

I FAs tilfælde må sigtelsen nok siges at hvile på et mere skrøbeligt juridisk grundlag.
Den foreliggende retspraksis viser ret entydigt, at § 119, stk. 1 hidtil alene er blevet anvendt ifm. meget konkrete trusler f.eks. i tilfælde, hvor kommunale sagsbehandlere har oplevet dødstrusler af borgere, der har følt sig forurettede. Det er svært at se, at FAs udsagn er en konkret trussel – også al den stund at der, mig bekendt, ikke har været en konkret sag, hvor de danske myndigheder har stoppet herboende muslimer fra at rejse til Fallujah.

Overfor de juridiske overvejelser skal dog gøres et andet synspunkt gældende, nemlig bibevarelsen af et frit samfund. I et frit samfund bør staten ikke stille borgerne til regnskab for deres holdninger. Ytringsfriheden må derfor være nær absolut. Kun i tilfælde, hvor et individ eller en gruppe af individer i klare og utvetydige vendinger opfordrer til fysiske overgreb på et klart og identificerbart individ eller gruppe, og sådanne opfordringer medfører en overhængende og umiddelbar fare for at de føres ud i livet, bør staten skride ind for at beskytte det truede individs liv og legeme.
Således undgås det, at det til hver en tid bestående politiske flertal gennem staten søger at undertrykke eller udrydde meninger eller holdninger, som ikke passer ind i flertallets verdensbillede. Endvidere undgås det at skabe martyrer af folk som KW og FA, hvis sørgelige udtalelser slet ikke fortjener den opmærksomhed, de er blevet tildelt af politikere og medier.

I et frit samfund giver borgernes frihedsrettighederne kun mening såfremt de lever og opbakkes af befolkningen. Enhver nogenlunde fornuftig borger bør derfor kunne indse, at både KWs og FAs udtalelser bunder i ideologier, der hylder en totalitær stat med alt, hvad det medfører af død og ødelæggelse. Såfremt man ikke kan stole på, at den altovervejende del af den danske befolkning selv kan indse dette, men skal ”beskyttes” fra sådanne ytringer af staten, hviler det frie samfund på lerfødder.

Velkommen til Retsstaten. Der er indenfor de seneste år sket en imponerende vækst i antallet af sites, hvor der formidles tanker, ideer og kommentarer med udgangspunkt i den klassiske liberalisme. Fælles for disse sites, hvoraf flere har højt niveau, er, at fokus ofte er på økonomiske forhold. Dette er naturligvis fint i tråd med liberalismens ideologiske ophav, og der er bestemt behov for personer og fora der tør udfordre den herskende velfærdsstatskonsensus på det økonomiske område.

Den økonomiske fokus sker dog ofte på bekostning af fokus på emner og begivenheder, der har konsekvenser for den personlige frihed (omend det skal medgives at økonomisk og personlig frihed i høj grad overlapper). Det være sig den stigende politisering af alskens samfundsforhold, ny lovgivning og domstolsafgørelser.
Retsstaten vil forsøge at kompensere herfor ved at sætte (forsvaret for) den personlige frihed i højsædet. Retsstaten vil således bringe både korte nyhedskommentarer og længere analyser af både inden- og udenlandsk nyhedsstof med relevans for den individuelle og personlige frihed eller med andre ord; fundamentet for civilisation, moral og velstand.